Hvad sker der med dit barn, når det ser for meget skærm?

Er du nogensinde i tvivl om dit barn kigger lidt for meget på skærm?
Så er du ikke den eneste.
Der er god grund til at holde igen på børnenes skærmtid.
Følgende er uddrag fra bogen “Glow Kids” skrevet af Dr. Nicholas Kardaras som er en af verdens førende misbrugseksperter og tidligere klinisk professor. Han bliver betragtet som en førende ekspert indenfor børn og digital afhængighed og har arbejdet med mere end tusind unge mennesker gennem de sidste 15 år.

Hans bog, Glow Kids (2016), handler om, hvordan skærmafhængighed overtager vores børn og hvordan man bryder trancen. Han lægger ikke skjul på at de negative konsekvenser af skærmbrug allerede påvirker os, og at de i fremtiden vil være skyld i at vores sociale kompetencer, humør, hukommelse, opmærksomhedsspændvidde og mentale helbred forringes.

Følgende beskriver bogens vigtigste pointer. Den er skrevet på letforståeligt engelsk og er meget overbevisende i sin argumentation. Jeg vil anbefale dig at læse bogen, hvis du vil vide mere.

Hjernen på overarbejde
Hovedproblemet er den overstimulation af hjernen, som skærmforbruget giver.

Selve skærmenes lys og de fleste spil er designet til at være hyperopvækkende (hyper arousing). Børn og unges hjerne er ikke udviklet til at håndtere den slags stimulation. Desuden er spillene udviklet på en måde, så de skaber afhængighed.

Rent neurologisk er vi underudviklet i forhold til den hjernestimulation som skærmene giver. Dette kan give udviklingsforstyrrelser og psykiatriske diagnoser. Adrenalinniveauet og blodtrykket stiger, børnene kommer i et kronisk “fight or flight mode” og har svært ved at geare ned.

Fordi de hyperopvækkende skærme og spil er afhængighedsskabende kan et barn blive fanget i et stadie af at være konstant søgende efter at få sin perceptuelle lyst tilfredsstillet. Dette kan forsinke voksenalderen bl.a. på den sociale udvikling.

Skærmtid – uanset indhold – påvirker det uudviklede nervesystem, på mange forskellige niveauer.

Hvad er afhængighed
Dopamin er en neurotransmitter. Den er det mest kritiske element i afhængighedsprocessen. Når man gør noget, der tilfredsstiller et behov eller en lyst, frigives dopamin ind i nucleus accumbens – hjernens lystcenter. Dopaminbelønningsstien aktiveres for at få dig til at gentage det, du gjorde og få den dejlige dopaminbelønning igen. Mekanismen er skabt for menneskets overlevelse. Spisning og sex udløser også dopamin.

Når man er afhængig, lukker hjernen ned for at give ro til de overstimulerede receptor celler. Det betyder at den afhængige er nødt til at fortsætte den afhængighedskabende aktivitet for at opretholde bare det naturlige dopaminniveau.

For at gøre det endnu værre giver langvarig brug af afhængighedsskabende aktivitet eller substanser ændringer i den frontale del af hjernen, som er associeret med impulskontrol. Dette kan forårsage at det bliver endnu sværere at stoppe.

Dopaminniveauet kan måles: Fx kan chokolade øge dopaminniveauet med 50%, sex med 100%, kokain med 350% og crystal meth med 1200%.

I en undersøgelse fra 1998 målte man at videospil øgede dopaminniveauet med 100%. I dag gamer man på større, bedre skærme og spillene er ultrarealistiske, hyperstimulerende og hyperopvækkende, så mon ikke dopaminniveauet øges yderligere ved gaming, hvis det blev målt i dag? Det er i hvert fald ikke underligt at børn og unge oplever stor trang til at game, når de får en virtuel hjerneorgasme gang på gang på gang.

De fleste voksne har viljestyrke nok til at afstå fra at blive ved at game, men den frontale del af hjernen, som bl.a. kontrollerer impulser, er ikke fuldt udviklet før engang i 20’erne. Børn har simpelthen ikke det neurobiologiske apparat, der kan håndtere stimulation på det niveau.

Hjernen ændrer sig
Der sker også andre fysiologiske ændringer i hjernen, når man sidder meget foran skærm. Overstimuleringen af hjernen fører nemlig til at evnen til at producere myelin bliver skadet. Myelin er det fedt, som bl.a. gør hjernecellerne i stand til at arbejde hurtigt sammen. De myelinproducerende celler er meget følsomme overfor forstyrrelser. De bliver let skadet af hovedtraumer, stressfaktorer, toxiner, visse medikamenter og overstimulering. Hvis evnen til at producere myelin skades, kan det medføre nedsat opmærksomhed og evne til at holde fokus. Hvis overstimuleringen foregår på nogle nøgletidspunkter for udvikling, kan det medføre nedsat evne til at føle empati. Man forbinder desuden nedsat myelinproduktion med ADHD, autisme, skizofreni, narkotikaafhængighed og alzheimers demens.

Tilfælde af ADHD hos børn er steget med 800% de sidste 30 år.

Der er lavet undersøgelser, der viser at 10 timers gaming af voldelige spil, giver fysiologiske ændringer i områderne for følelseskontrol og aggressiv adfærd. Men det bør ikke kun være hjerneskanninger men også kliniske vurderinger, der kan diagnosticere skærmafhængighed. Når børn ser vold, kan det afspejles i deres adfærd. Fx kan børn blive mere aggressive, blive mindre følsomme ift. voldsomhed og få nedsat sympati for ofre for vold. Børn lærer af det de ser.

Når en inkarneret gamer vokser op, har han typisk en øget evne til at kunne analysere og hurtige reflekser. Men også nedsatte kommunikationsevner, få relationer, nedsat empati og minimal selvkontrol.

Der er lavet undersøgelser der viser at børn med psykiatriske diagnoser (ADHD, søvnforstyrrelser, depression, bipolar lidelse, aggression og autisme) får forstærket deres symptomer, når de ser for meget skærm. De bliver ude af stand til at modulere deres humør, opmærksomhed og vågenhed på en passende og sund måde. Men der er også påvirkning af børn som ikke har en diagnose. De får fx kronisk irritabilitet, nedsat fokuseringsevne, generel utilpashed, apati, impulsivitet, humørsvingninger og nedsat fokuseringsevne.

Virkeligheden bliver kedelig
En undersøgelse, foretaget over en 20-årig periode, viser at vores sensitivitet for lyd og farver forringes ca. 1% om året. Det vil sige at der skal mere og mere til, for at vores hjerne registrerer stimuli. Det kan være en af grundene til at børn keder sig rigtig meget, når de ikke sidder ved en skærm.

Sammenlignet med det tempo som TV og gaming foregår i, er virkeligheden kedelig. Lærer vi vores børn at blive rolige og tålmodige, når de vænnes til at se de hurtige sceneskift og hektiske handlinger på skærmen? I hvilket billede skaber vi vores børn?

Hvis børn vænnes til at have en skærm, hver gang de keder sig, fx i ventetid eller transporttid, så lærer de aldrig kedsomhed og tålmodighed. De komme ikke til at lytte til deres indre selv. De mærker ikke efter. Kedsomhed er en ok følelse, der åbner op for muligheder og kreativitet. Hver gang børnene keder sig, fx med at lave lektier, vil de tænke på skærmen.

Omfang
I Kina mener man, der er mere end 20 mio. teenagere som lider af “Internet Addiction Disorder”.

I USA findes der en ny børnediagnose “disruptive mood dysregulation disorder”, som menes at skyldes for stort skærmforbrug. Den viser sig ved kronisk irritabilitet og hyppige alvorlige følelsesudbrud, som er ude af proportioner med situationen.

Et studie fra 2010 viser at hvis 6-12-årige ser skærm mere end 2 timer om dagen, så vil de ofte have problemer med opmærksomhed i skolen, og det er 1,6-2,1 gange mere sandsynligt at de har opmærksomhedsvanskeligheder.

Et studie fra 2004 viser at jo mere TV et barn ser, når det er mellem 1-3 år, jo større risiko er der for at barnet får en opmærksomhedsforstyrrelse som 7-årig. Risikoen forøges væsentligt med tablets og andre interaktive media.

Råd
Vent med at introducere skærm til barnet er fyldt 10 år.

Hvis du mener dit barn er blevet afhængig af skærmtid, så er løsningsforslaget her:
Barnet skal være totalt skærmfri i 4 uger.
Skærmtidsreduktion virker ikke. Det skal være fuldt stop, men med nedtrapning. Skærmtiden skruet ned med 1 time pr. dag, og tiden erstattes med alternative ting. Når man er på 0 timer skal dette holdes min. 4 uger for at nulstille adrenalinuret og den overstimulerede hjerne.
Målet er at opnå et normalt skærmforbrug, derfor skal barnet observeres efter de 4 uger, for at se hvor meget skærm det kan tåle, uden at symptomerne vender tilbage. Det kan desuden være en god idé at tale med barnet om at differentiere mellem “digitale grøntsager” og “digitalt slik”.

Måske tager du som læser noget viden med herfra. Nicholas Kardaras mener i hvert fald at hvis forældre vidste, hvor skadelig skærmforbruget er for deres børn og unge mennesker, ville de ikke lade dem se så meget skærm. Så enten er forældrene uvidende eller også lever de i en fornægtelse der er fremkaldt af bekvemmelighed.